Et parforhold skal plejes som den skrøbeligste blomst, når passionen skal bevares. Det sker ikke af sig selv. Slet ikke i en travl hverdag. Derfor er det vigtigt at koble af og lave noget sammen. Kun jer to. Så hold en kærestedag. Læs med, og få inspiration til den perfekte kærestedag.
At I skal koble af og kun lave noget jer to, betyder ikke, at I skal putte jer hjemme under dynen – helt alene og helt afslappet. Det kan da også være en mulighed, men kan også blive trivielt i længden. For under alle omstændigheder så kan I ikke leve af kærlighed og kildevand alene.
Men bliv da endelig liggende længe, hvis det er det, I har lyst til. Derefter skal I så ud at opleve noget sammen. Noget som giver jer fælles minder. Noget som gør, at I i fremtiden har en fælles fortid at mindes.
Gave til kærestedag
Men først og fremmest må der gaver til. For en kærestedag kræver en gave. Helst en romantisk og/eller personlig gave.
Gave til hende
Smykker, chokolade, blomster, plejeprodukter og lingeri er altid gaver, hun bliver rørt over at få. Spaophold, krydstogt eller en tur i luftballon vil også vække begejstring eller, hvis hun er den vovede type, tandemudspring eller en tur i Ferrari.
Gave til ham
Sådanne oplevelsesgaver vil med garanti også være et hit hos ham. Men heldigvis er det også blevet en naturlig ting for mænd at bruge smykker og dufte dejligt, så et smykke eller en god duft er absolut også en mulighed. Går han meget op i sig selv og sin påklædning, har han med garanti også et yndlingsmærke inden for undertøj, som kunne blive til en værdsat gave.
Planlæg den perfekte kærestedag
Når noget skal være planlagt perfekt, ja, så kræver det planlægning – forberedelse. Især, hvis I skal ud at spise, hvor der skal bestilles bord, eller hvis I skal lave aktiviteter, hvor der skal bestilles tid.
Kærestedagen kan være den dag i mødtes første gang, begyndte at danne par, blev forlovet eller gift. Eller det kan være flere gange om året, når I har behov for det. I kan planlægge dagen sammen, eller I kan skiftes til at planlægge, så I hver især har en spændende overraskelse at glæde jer til hver anden gang.
Herunder får du forslag til, hvordan en kærestedag kan forløbe.
Morgenmad på sengen
Start dagen stille, roligt og afslappet. Sørg for at morgenbrødet er indkøbt med mindre I har en bager lige om hjørnet. Tag morgenmaden med ind i sengen, eller spis den i morgenkåber ude på altanen (hvis vejret tillader det).
I kan også gå på café og indtage jeres morgenmad dér. Eller en brunch, så I kan springe frokosten over. Nyd hinanden, snak om alt muligt andet end arbejde, flet fingre, og lad følelsen af at være nyforelsket komme ind over jer.
Museum eller elastikspring
Når I skal vælge, hvilke oplevelser I kunne tænke jer at dele resten af dagen, så kan I vælge mellem ting, I begge synes om eller altid har drømt om at prøve. I kan også tage JA-hatten på og foretage jer noget helt nyt, eller noget kun den ene af jer interesserer sig for eller ønsker at prøve. Næste gang bliver det så den andens tur.
Mangler I inspiration, kan I kigge på nogle af de mange oplevelseskort, som findes overalt i boghandler, supermarkeder osv. eller på nettet.
Den romantiske afslutning
Efter en lang og spændende dags oplevelse og en lækker, let middag på jeres yndlingsrestaurant, kan I gå en tur i byen, hvis det er vejr til det.
Afslut dagen med ultimativ afslapning med skøn massage og en tur i jacuzzi, mens I nyder en flaske bobler og andre lækkerier. Mærk, hvordan I får fælles fodslag og bare er i harmoni.
Når I kommer hjem, er det tid til at lægge jer i ske i sofaen og slutte af med en film, som I begge gerne vil se.